FØRSTE VERDENSKRIG – psykiatere i Tyskland brugte en primitiv chokmaskine på soldater med granatchok. Deres mål? At gøre soldater mere rædselsslagne over tanken om et hospital end for at kæmpe på fronten.

1920’erne – den østrigske psykiater Manfred Sakel forsøgte at drive ”dårlige hjerneceller” ud ved at indsprøjte insulin i sine patienter. Til trods for alvorlige krampeanfald og en dødelighed på fem procent forsvarede Sakel sin ”behandling” ved at påpege den resulterende barnlige tilstand hos sine patienter. Hospitalers chokafdelinger og insulinterapi blev en stor forretning.

1930’erne – den ungarske neuropsykiater Ladislas Meduna mente at han kunne uddrive psykisk sygdom ved at fremkalde anfald der forårsagede hjerneskade med et medikament kaldet Metrazol. En psykiater kunne på en formiddag give 50 patienter et kemisk chok så de kom i en føjelig tilstand, hvilket gjorde proceduren særdeles indbringende. Denne økonomiske succes udløste en endnu mere indbringende metode til at fremkalde krampeanfald der medførte hjerneskade – elektrochok.