Kaster lys over psykiatriens krænkelser af menneskerettighederne og fejlslagne “behandlinger”
Citizens Commission on Human Rights International museum oplyser offentligheden om overgreb begået af en industri hvis eneste mål er profit, og hvis “behandlinger” alt for ofte ender med døden.
Siden åbningen i 2005 har Citizens Commission on Human Rights Internationals Psychiatry: An Industry of Death Museum informeret hundredtusinder om psykiatriens historie med krænkelser af menneskerettighederne og dens skrækkelige “behandlingsmetoder” der ender med enten døden eller fuldstændig svækkelse af patienterne. Museet er blevet et vigtigt og velrenommeret sted for at oplyse og advare om psykiatriens utallige overgreb, og folk vender ofte tilbage år efter år og bringer andre med så de kan lære sandheden at kende.
Blandt de seneste besøgende var en tidligere amerikansk senator der straks besluttede at forbinde sit center for jobforberedelse med museet. Kort efter kom en gruppe på 17 sygeplejestuderende fra det program på besøg. En af de studerende sagde: “I betragtning af antallet af psykiatere som vi betragter som førende innovatører, er denne information chokerende.”
En anden bemærkede: “Jeg lærte alt om eugenik og brugen af tortur til psykotrope stoffer for grundlæggende at eliminere liv, og at stemplingen af psykiske sygdomme ikke er baseret på beviser men på meninger.”
Tre klasser af studerende der uddanner sig til lægeassistenter, og deres undervisere fra et erhvervsakademi i Californien var på rundvisning. En studerende sagde: “Jeg elskede rundvisningen. Det var en øjenåbner og fik mig til at indse alt det forkerte disse mennesker gør.”
En anden studerende bemærkede: “Der bruges så mange forskellige former for ‘terapier’ uden resultater.”
En tredje sagde: “Jeg lærte at jeg aldrig må give min søn nogen form for lægemiddel. Aldrig!” Underviserne var lige så chokerede som de studerende. En af dem skrev: “Psykiatri er ONDT! Det er ikke menneskeligt, og det er uretfærdigt.”
Flere sygeplejestuderende blev forfærdede over at høre om sammenhængen mellem psykiatri og skoleskyderier. “Jeg har gennemgået forskellige forandringer efter denne rundvisning, især i forhold til skoleskyderier og den måde medierne fremstiller disse børn som monstre på, men vi hører faktisk ikke deres historie med psykiatriske lægemidler og deres virkninger.”
Rundvisningen i museet ændrer sygeplejestuderendes synspunkt radikalt. “Min holdning til psykofarmaka har helt klart ændret sig. Når jeg ser hvad disse lægemidler gør ved vores familier, venner og land, får det mig helt klart til at genoverveje brugen af disse lægemidler i vores samfund og til vores patienter.”
“Det er mit første besøg. Det ændrede virkelig mit liv,” sagde en anden. “Jeg lærte at diagnosen af psykisk sygdom er et gætteri snarere end en videnskabelig diagnose.”
En anden sagde: “Det har åbnet mine øjne for sandheden om hvad der foregår i medicinalindustrien. Det handler mere om profit; de er ikke rigtig interesserede i patienternes eller menneskehedens velbefindende.”
“Jeg lærte hvordan psykiatere misbruger patienter på de mest rædselsfulde måder. Jeg så hvordan psykiatere diagnosticerer patienter uden tests, og hvordan disse mediciner har påvirket og skadet samfundet,” sagde en anden sygeplejestuderende.
Ud over at kaste lys over psykiatrisk misbrug redder museet liv. En mand vendte tilbage til museet for at fortælle medarbejderne at han besøgte det for over 16 år siden, og at det ændrede hans liv. Efter rundvisningen vendte han straks tilbage til sin terapeut og fortalte hende at han ikke længere ønskede at tage de ordinerede psykotrope lægemidler. Han var klar over fra CCHR’s materiale at seponering af ethvert psykiatrisk lægemiddel krævede lægelig overvågning, og at han aldrig skulle gøre dette på egen hånd. Hans psykiater var først uenig, men han advarede hende: “Enten får du mig trappet ud, eller også stopper jeg med det samme.” Hun fik ham trappet ud.
Da han besøgte museet igen i år, fortalte han sin guide: “Jeg tog dem aldrig igen, og jeg har det fint! Hvis jeg stadig tog dem, ville jeg sandsynligvis ikke være i stand til at fungere i det normale samfund.” Han ville have været “deprimeret og selvmordstruet”. Han tog CCHR’s informationshæfter om medicin med sig så han kunne hjælpe andre.
En kvinde besøgte museet for flere år siden da hendes børn gik i skole og var blevet stemplet som “mentalt forstyrrede” samt havde behov for medicin. En ven fortalte hende om museet og tog hende med til CCHR for at se det. Hun vendte tilbage i år sammen med sin mand og skrev: “Begge mine sønner fik Ritalin, Adderall og Concerta. Disse mediciner hjalp slet ikke. Min ældste søn havde frygtelige bivirkninger og blev aggressiv, voldelig, indelukket og selvmordstruet. Jeg besluttede at tage mine drenge af medicinen, men jeg fik at vide at jeg kunne blive holdt ansvarlig for forsømmelse hvis jeg ikke gav dem den ordinerede medicin. Efter de oplysninger jeg har fået, er jeg så lettet over at jeg fulgte min intuition og søgte viden i stedet for at lade mig tyrannisere eller blive presset til at give mine børn medicin på grund af skam. Mine sønner er i dag velfungerende, lykkelige og sunde voksne.”
Mange af de besøgende har selv oplevet at blive behandlet af en psykiater og kommenterede hvordan rundvisningen hjalp dem. En person skrev: “Jeg har været på mange museer, men dette er fantastisk. Jeg lærte en masse. Det gav mig information, og jeg følte mig støttet. Eftersom jeg er en af dem der er blevet diagnosticeret med ADHD, har jeg haft det meget svært siden jeg var omkring otte år gammel og oplevede de forfærdelige bivirkninger af Concerta. Det påvirkede min helbredstilstand meget, og dette museum viste mig de løgne jeg er blevet fortalt. Det er godt at vide at jeg ikke er alene.”
En ung mand fra en musikskole sagde: “Jeg blev diagnosticeret med ADHD og fik ordineret piller, og jeg mærker stadig bivirkningerne den dag i dag. Nu ved jeg at jeg aldrig må stole på psykiatere da de stadig bruger elektrochokbehandling. Jeg foragter den mængde medicin der gives til 80-årige.”
En mand der besøgte museet for flere år siden, tog sin kæreste med som var offer for det psykiatriske system som barn. Efter besøget skrev hun: “Jeg lærte om det jeg gik igennem som barn. Da jeg var 13 år, blev jeg indlagt på en psykiatrisk institution, sat i spændetrøje og sat på medicin. Dette museum har hjulpet andre, herunder mig, med at forstå hvad jeg gik igennem.”
Museet giver information der er stadig mere relevant for aktuelle begivenheder i samfundet. Fysisk fastholdelse bruges som en almindelig praksis i psykiatrien og undervises til politiet og sundhedspersonale inden for mental sundhed. Det resulterer i dødsfald hvert år. I maj 2020 døde en 16-årig afroamerikansk dreng, Cornelius Frederick, fordi han blev fastholdt på et kommercielt psykiatrisk hospital i Michigan.
CCHR Int har opfordret til et landsdækkende forbud mod brug af fastholdelse og eugenikbaseret mental sundhedsprofilering og -behandling – en svigagtig, dehumaniserende og skadelig psykologisk teori om at visse farvede racer ikke var ligeværdige med hvide og derfor “fortjente” færre rettigheder. De dannede også Task Force Against Racism and Modern-Day Eugenics (Taskforce mod racisme og moderne eugenik) og lancerede en website for at oplyse folk om psykiatriens historie med racisme – et centralt element i Industry of Death Museum.
Pastor Fred Shaw, Director of Public Affairs hos CCHR International, er vært for rundvisninger i museet samt møder for borgerrettighedsgrupper – herunder lokale afdelinger af National Association for the Advancement of Colored People (NAACP) – for at oplyse dem om psykiatriens svigt over for det sorte samfund. En af de besøgende sagde: “Museet var en livsændrende oplevelse.”
En samfundsaktivist, radiovært og medlem af CCHR’s Task Force Against Racism and Modern-Day Eugenics deltog i rundvisningen og laver nu ugentlige interviews med pastor Shaw om farerne ved psykiatri.
Industry of Death Museum når ud til tusindvis af besøgende og spreder sandheden om psykiatriens skadelige virkninger i vores samfund. Det når ud til mennesker vidt og bredt. En tidligere sikkerhedsvagt fra Melbourne General Hospital der var vidne til overgreb på den psykiatriske afdeling, besøgte museet. Efter rundvisningen sagde han: “Jeg kan ikke tro at et sted som dette eksisterer, og jeg er så glad for at det gør det. I løbet af mit liv har jeg været vidne til at familiemedlemmer er blevet ‘behandlet’ uden succes, og jeg er enig i at der ikke var noget galt med dem der berettigede en ‘behandling’ i første omgang. CCHR-museet underbygger mine overbevisninger.”
De der besøger museet, opfordres til at skrive under på CCHR’s underskriftsindsamling online for at forbyde elektrochok, melde sig ind i CCHR og tage informationsmateriale med hjem for at oplyse og advare andre.
