De synlige virkninger af kampstress er beskrevet helt tilbage til oldtidens forfattere.

I de seneste krige er det blevet kaldt ”krigsneurose,” ”kampreaktion” eller ”granatchok”. Men uanset hvad man kalder det, har væbnede styrker i århundreder vidst, at krigens rædsler nogle gange er mere, end soldaterne kan klare.

Nutidens aktive militærpersonale står over for lange dage, opslidende missioner og lange perioder med fravær fra deres kære. Og når man bliver ramt af psykiske eller emotionelle problemer, er der ingen tvivl om, hvor virkelige de er. Men uanset hvem soldaterne henvender sig til for at få hjælp i vore dages militær, bliver de ofte sendt direkte til en psykiater. Det resulterer som regel i en psykiatrisk betegnelse, en ”diagnose” der ikke kan verificeres med blodprøver, røntgenundersøgelser eller hjernescanninger.

Fordi der ikke findes nogen testmetoder, der kan identificere, om der er nogen galt rent fysisk, så ved psykiaterne ikke, hvad de behandler, og derfor er den psykiatriske behandling hovedsageligt gætværk uden nogen videre egentlig videnskabelig baggrund. Men det har ikke hindret psykiaterne i at stemple hundrede tusinder af mænd og kvinder i uniform med en psykiatrisk diagnose, som derefter kan bruges til at give dem psykofarmaka.

I USA er det nu så meget ude af kontrol, at Pentagon bruger 2 mia. dollars om året alene på psykisk sundhed. Og Veteran-administrationens budget for psykisk sundhed er eksploderet fra 3 mia. dollars i 2007 til næsten 7 mia. i 2014.

Det er mange penge at bruge på en profession, som selv under et mikroskop ikke kan finde noget bevis for sine ”psykiske forstyrrelser”.

Psykiatriens totale mangel på videnskabelig tilgang kan illustreres med den psykiatriske diagnose ”pottraumatisk stresslidelse” eller PTSD. Da psykiaterne opfandt denne diagnose, tog de foruroligende, men dog forventelige, reaktioner på en forfærdelig eller stressfremkaldende oplevelse og proklamerede uden noget bevis, at det var en ”medicinsk lidelse,” og tog sig godt betalt for det. I 1980 vedtog et panel af psykiatere, at den skulle med på listen i Diagnostisk og statistisk manual over psykiske forstyrrelser (DSM), der i dag er et bind på 943 sider, og som også kaldes den Amerikanske Psykiatriforenings ”faktureringsbibel”. Da de nu kan sende deres regninger til staten og private forsikringsselskaber for behandlingen af PTSD, har psykiaterne i de efterfølgende år været i stand til at indkassere millioner af dollars uden nogen anelse om, hvad der forårsager tilstanden, eller hvordan den kan kureres.

Det er klart, at hvis man hverken kender til årsagen eller kuren, så kan behandlingen være langvarig og meget dyr. På grund af dette og det stigende antal veteraner, der diagnosticeres med denne fantomsyge, har PTSD-industrien støt slugt større og større andele af de offentlige bevillinger. Bare i 2005 blev 13 % af alle Veteran-administrationens omkostninger til psykisk sundhed, dvs. 274 mio. dollars, brugt på behandling af PTSD, hvoraf en stor del havnede i psykofarmakaindustriens svimlende bankkonti.

I dag får omkring 80 % af alle veteraner, der er stemplet med diagnosen PTSD, psykofarmaka, 89 % får antidepressiv medicin og 34 % behandles med antipsykotiske præparater, der er så kraftige, at de kun er beregnet til de mest alvorligt forstyrrede. Siden 2001 har der været flere end 150 verdensomspændende regulerende lægemiddeladvarsler og -undersøgelser af de farlige – ofte dødelige – virkninger af psykofarmaka som disse.

Men psykiaterne scorer ikke kun millioner på at diagnosticere og behandle ”PTSD,” de udfører også undersøgelser, der forsøger at dæmpe de uønskede reaktioner på krig ad kemisk vej. Det er der også store penge i. Bare en af gren af USA’s militær har brugt næsten 300 mio. dollars på PTSD-undersøgelser siden 2006.

En af årsagerne til den hurtige udbredelse af PTSD er de slappe diagnostiske krav. Lige siden PTSD blev indført i psykiaternes bog over psykiske sygdomme, er definitionen på, hvad der skal til, for at man kalder det PTSD, blevet blødere, bredere og langt mere generel.

I dag bruges diagnosen PTSD ikke bare om soldater og veteraner, der har været udsat for krigstraumer, det er blevet et fællesmærkat for alle – både militærpersoner og civile – der oplever negative reaktioner på en foruroligende hændelse. Resultat: Flere millioner mennesker med helt normale reaktioner på ulykker bliver nu diagnosticeret med en psykisk lidelse.