Opfindelse af sygdomme: Profit fra stoffer
Har du nogensinde hørt om de følgende psykiske forstyrrelser: Læseforstyrrelser, tvangshandlinger, skriftlig udtryksforstyrrelse, matematiske forstyrrelser, koffein forgiftningssyndrom, nikotin abstinensforstyrrelser, modvilje mod behandling forstyrrelse eller ”fysisk misbrug af et barn-problem” og ”seksuelt misbrug af et barn-problem”?
Disse er nogle få af de 374 psykiske forstyrrelser, der er opført i den Amerikanske Psykiatriforenings (APA) Diagnostisk og Statistisk håndbog over psykiske forstyrrelser (DSM), og i afsnittet med psykiske forstyrrelser i Verdenssundhedsorganisationens Internationale sygdomskvalifikations håndbog (ICD).
DSM og ICD er blevet beskrevet som diagnostiske redskaber, men de er ikke kun blevet brugt til at diagnosticere psykiske og følelsesmæssige forstyrrelser og til at ordinere ”behandling”, men også til at løse forældremyndighedsslagsmål, diskriminationssager i USA, der bygger på påståede psykiske handicap, vidneudsagn i retssager, inden for uddannelse og meget mere. Hvor end der bedes om eller tilbydes en psykiatrisk udtalelse, er det faktisk sådan, at DSM eller ICD forelægges og i stigende grad accepteres som det endelige udsagn om fornuft, sindslidelse og såkaldt sindssygdom.
”I modsætning til lægelige diagnoser, der angiver en mulig årsag, en passende behandling og en sandsynlig prognose, er de psykiske forstyrrelser, der findes i DSM-IV (og i ICD-10), betegnelser, der er fremkommet gennem kollegial konsensus” – i bogstaveligste forstand ved en afstemning blandt APA komitémedlemmer – og hovedsageligt udarbejdet med henblik på at opnå bevillinger, siger den canadiske psykolog, dr. Tana Dineen.
Proceduren med ”videnskab per afstemning” er lige så overraskende for en lægmand, som den er for andre professionelle, der har overværet disse DSM afstemningsmøder. ”Fastsættelsen af psykiske forstyrrelser sker uden videnskabeligt grundlag og fremgangsmåde,” siger en psykolog, der har deltaget i DSM høringerne. ”Det lave niveau af intellektuel udfoldelse var chokerende. Diagnoser blev udviklet gennem flertalsafgørelser med afstemninger på samme måde, som hvis vi stemte om, hvilken restaurant vi skulle besøge. Derefter bliver det skrevet ind i computeren. Det afspejler måske vores naivitet, men vi troede, at der i det mindste ville være et forsøg på at se videnskabeligt på tingene.”
I 1987 blev ”selvudslettende personlighedsforstyrrelse” stemt ind som en ”midlertidig” diagnose. Den skulle bruges til at beskrive ”selvopofrende” mennesker, specielt kvinder, som vælger en karriere eller indgår i forhold, som har tendens til at forårsage skuffelser. ”Forstyrrelsen” blev mødt med så heftig modstand fra kvinder, at det senere blev stemt ud af DSM-IV.
Lynne Rosewater, en psykolog, der deltog i en DSM høring, der blev ledet af en af de førende ophavsmænd bag håndbogen, psykiateren Robert Spitzer, rapporterede: ”De havde en diskussion om et kriterium vedrørende Masochistisk Personlighedsforstyrrelse og Bob Spitzers kone (socialrådgiver og den eneste kvinde, der var på Spitzers side under mødet) sagde: ’Det gør jeg nogen gange,” og han svarede: ”Okay, så slet det”. Du overværer det, og du tænker: ”Vent lidt, vi har ingen ret til at kritisere dem, fordi det er en ’videnskab’?”
Margaret Hagen, psykolog og forfatter til Retssalens skøger: Svindel med psykiatriske Vidneudsagn og Voldtægten af det amerikanske Retsvæsen er helt ærlig vedrørende det virkelige motiv, som ligger bag DSM afstemningssystemet: ”Hvis du ikke kan komme med diagnosen, kan du ikke sende en regning.”
Ifølge professorerne Herb Kutchins og Stuart K. Kirk, forfattere til De gør os gale: ”Alt for tit, har den psykiatriske bibel gjort os skøre – når vi bare er menneskelige.” Den ”bitre medicin” er, at DSM har ”forsøgt at sygeliggøre for mange menneskelige problemer.”
Kutchins og Kirk siger endvidere, at folk ”kan få en falsk tryghedsfølelse fra en diagnostisk psykiatrisk håndbog, som støtter troen på den illusion at grovheden, brutaliteten og smerten i deres liv og samfund kan forklares med en psykiatrisk etikette og udviskes med en pille. Klart nok, så er der masser af problemer, som vi alle har, og der er tusind forskellige måder, vi kæmper på for at klare dem. Men kunne livet være meget anderledes?”
Paul R. McHugh, psykiatriprofessor på Johns Hopkins Universitet Medicinske fakultet sagde, at på grund af DSM er: ”Rastløse, utålmodige mennesker overbeviste om, at de har en opmærksomhedsforstyrrelse; nervøse, og årvågne mennesker, at de lider af en post-traumatisk stressforstyrrelse (PTSD); stædige, ordentlige, perfektionistiske mennesker, at de er plaget af tvangsforestillingsforstyrrelse (OCD); generte, følsomme mennesker, at de manifesterer undvige-personlighedsforstyrrelse, eller social fobi. Alle er blevet overtalt til, at det, der virkelig har betydning for deres personlighed, i virkeligheden er et medicinsk problem, og derfor skal den slags løses med medikamenter … Og – den største bekymring af alle – hvorend de kigger hen, vil disse mennesker finde, at psykiaterne er villige, næsten ivrige, efter at imødekomme dem … i deres nylige forblindelse af symptomatisk, trykknap-metoder, har psykiatrien mistet fodfæstet ikke kun intellektuelt men også moralsk.”
I juni 2004 skrev John Read, senior lektor i psykologi på Auckland Universitet, New Zealand: ”Flere og flere problemer er blevet omdefineret til at være ’forstyrrelser’ eller ’sygdomme’, der påstås at være forårsaget af genetiske prædispositioner og biokemiske ubalancer. Begivenheder i livet bliver betragtet som værende udløsere af en underliggende tidsindstillet biokemisk bombe. At føle sig meget ked af det, er blevet til ’depressiv forstyrrelse’. At bekymre sig for meget er en ’angsttilstand’. Overdreven spillelyst, druk, brug af stoffer eller mad er også sygdomme. Det samme er at spise, sove eller have for lidt sex. At være frygteligt genert er blevet til ’undvigende personlighedsforstyrrelse’. At tæve folk betegnes som en ’periodisk eksplosiv forstyrrelse’. Vores Diagnostiske og Statistiske Håndbog over Psykiske Forstyrrelser har 886 sider med sådanne sygdomme … At opstille fortegnelser over adfærd og derefter tildele disse sygdomslignende betegnelser til folk, som opfører sig på den måde, for derefter at bruge disse adfærdsbetegnelser til at bevise, at de har den pågældende sygdom, giver videnskabeligt set ingen mening. Det fortæller os intet om årsager eller løsninger. Imidlertid skaber det en beroligende følelse af, at der foregår et eller andet lægeligt.”
Der er blevet stolet så meget på DSM indenfor samfundet, at indholdet nu har antaget en aura af at være videnskabelige kendsgerninger. Nu bruger og tror millioner på dens diagnostiske dygtighed uden nogensinde at finde ud af, at alle forudsætningerne og systemet i sig selv er uvidenskabeligt. Disse mennesker risikerer at begå alvorlige, endog fatale fejl i deres eget eller andres liv.
Denne publikation giver de manglende oplysninger, der med fuldt overlæg er blevet udeladt af den psykiatriske propaganda om fagets nøglepåstande vedrørende ”videnskabelig” bedømmelse, DSM.
Med venlig hilsen,
Jan Eastgate
præsident
for Medborgernes Menneskerettighedskommissions
internationale afdeling